Livet i hønsegården

12. juli 2014
Utroligt som tiden går! Jeg synes, jeg har været så aktiv på mange hønsefronter, det har jeg vel også, med at passe mine dyr, få vores nye specialklub for maran til at køre, udstille, tage på hønseture, kommunikere med maran-entusiaster i ind- og udland, men min egen hjemmeside har måttet agere stedbarn……
Hønsene har det godt, jeg kan glæde mig over at de for hver generation bliver smukkere og mere korrekte.
Jeg kan også glæde mig over at jeg ikke længere er den eneste i Danmark, som er faldet over denne skønne race, der er efterhånden en del, der har fået øjnene op for dværgmarans kvaliteter, det er så fint, for så er mit opdræt ikke længere så sårbart, når der også går dværgmaran rundt i andre hønsegårde i Danmark.
I begyndelsen af maj var vi til forårsmøde i den tyske maranklub, det var lige som sidste år en rigtig god weekend, hvor vi var samlet fra Tyskland, Belgien, Frankrig, Polen og så Danmark.

27 august 2012
Ja, der er jo gået en tid, siden jeg skrev sidst, for jeg har haft nogle tekniske problemer med hjemmesiden, som dog skulle være løst nu.
Der er kommet en del dejlige kyllinger i år, både gråstribede, og også nogle sort-kobber, af de to kyllinger, der klækkede fra de franske æg, viste den ene sig at være en sort-sølv. Begge de to har lagt æg i lang tid, og jeg har endda en del kyllinger efter dem, hvor min egen sort-kobber hane er far. Jeg er utrolig spændt på at se, hvordan de udvikler sig. De er jo klækkede af æg, der er lidt mørkere, end de sort-kobber jeg havde i forvejen.
Der er også kommet nogle fine gråstribede, og fodbefjedringen er ved at være rigtig godt på plads. Jeg havde bl.a. en utrolig smuk hane, hvor alt var perfekt: type, kam, halestilling, farve osv, desværre udviklede han så en duehale, så det bliver ikke ham, der bliver næste års kronprins – desværre, men han smagte godt.
Netop i disse dage klækker årets sidste kyllinger, de er fra æg fra årets første kyllinger, som skrevet ovenfor en del sort-kobber eller måske sort-sølv og i denne sidste klækning også nogle gråstribede. Jeg er utrolig spændt på at se dem, når de vokser op.
Vores store maran fra de franske æg, er også begyndt at lægge æg, flotte, mørke, rødbrune æg, lige efter bogen. Der blev 0,2 blå-kobber, 0,2 sort-kobber og 0,1 fejlfarvet høne samt 1,0 flot sort-kobber. En af mine venner har fået nogle æg, de er netop blevet lyst, og det ser ud til at der er fin befrugtning.
Endelig har vi udruget en flok dværgwyandotter og dværgbrahmaer, de er udruget uden skruk, og er blevet passet og plejet, så jeg nu har en flok utrolig tamme og tillidsfulde tøser, der nok skal blive nogle superskrukker næste år. Sammen med dem har jeg haft et par kalkunkyllinger, en sort og en narragansett som forhåbentlig bliver to piger, der kan give os fine kalkunæg til morgenbordet næste år
16. marts 2012
Kyllingerne fra Frankrigsturen klækkede d. 22. februar, og der var et fint antal meget vitale kyllinger. Desværre var der ingen af de 3 sort/sølv, der klækkede.
Kyllingerne er ved at være store nu, dværgkyllingerne, både dem fra Frankrig og nogle af mine egne går med en skruk, kyllingerne af stor race maran er flyttet ud i et lille hus og har kun brug for varme om natten. Begge kuld er store, søde, frække og tillidsfulde.
Jeg havde endnu et kuld dværgkyllinger, der klækkede d. 6. marts, de går i en kyllingemoder, da mine wyandotter ikke helt har forstået, at de egentlig skulle lægge sig skruk og passe børn.
Jeg har endnu et kuld, der er ved at klække nu, og så et kuld der klækker om nogen tid.
Jeg byttede haner i stammerne for nogle uger siden, og har derfor ikke samlet rugeæg de sidste uger, men jeg er begyndt at samle igen i dag.
4. februar 2012
Vi har været en tur i “Maranland”. En helt fantastisk tur, hvor vi mødte en del dygtige avlere fra den franske Maranklub. Vel hjemkommet er de nye tøser, en gråstribet og en sort sølvfarvet anbragt i hønsehuset, mens rugeæg af en del forskellige varieteter ligger i rugemaskinen…..tre uger føles uendelige.
Frosten bider derude, og det har været et bøvl med drikkevand, men nu har jeg fået varmeplader til alle drikkeautomaterne, sikke en lettelse, at slippe for at slæbe vandautomater frem og tilbage flere gange hver dag.
12. januar 2012
Der sker nyt i hønsegården, i søndags fik jeg to nye gråstribede piger fra Holland, de ser fine ud og jeg venter mig meget af dem. De ser ud til at være faldet godt til, og der har til min store glæde slet ikke været noget hakkeri fra de “gamles” side, høns er nok lidt racistiske, så sådan et par gråstribede vakte ikke den store opsigt. Der ligger billeder af de hollandske prinsesser på fotosiden.
Jeg har lige skiftet den ene vendemotor i rugemaskinen og prøvekørt den det sidste døgn, den kører bare som den skal nu. Der er blevet indkøbt en elektrisk æggevender (længe leve dovenskaben) og jeg er så småt begyndt at samle rugeæg. Det er jo altid spændende at se hvordan befrugtningen er. Desuden er jeg meget spændt på, hvad mine to hollændere kan tilføre hønsegården.
Kalkunen Bella trives stadig, jeg synes, hun er sød og sjov. Jeg er spændt på, hvordan hendes æg ser ud.
Jeg har også købt seks dværgwyandotter til erstatning for dem ræven tog, nu håber jeg, de er lige så dygtige som dem jeg mistede. To af dem ligner min mistede Sofia, men de er jo overhovedet ikke så tamme, som hun var, det kan forhåbentlig ændres.
22. december 2011
Meget nyt er sket siden jeg skrev sidst. Først og fremmest er det endelig lykkedes, at få de gråstribede dværgmaran godkendt, JUBIIIII!
Både de gråstribede og de kobberfarvede klarede sig pænt på LU, jeg fik 2 kåringspræmier og 2 ærespræmier for høns samt to hold æg (dværgmaran og dværgwyandotter).
Vi havde også stiftende generalforsamling for en specialklub for maran i Danmark, og Maranklub DK er nu er realitet. Første bestyrelsesmøde vil finde sted i slutningen af januar ’12 og i skrivende stund har medlemstallet passeret de 28.
Endelig er jeg blevet valgt til delegeret i Danmark for MCF (Marans Club Français).
Desværre skete der også noget rigtig trist i LU-weekenden: min hønsepasser herhjemme fik kun lukket halvdelen af smuthullerne natten til søndag, det kostede 16 dyr til ræven. Næsten alle mine avlsdyr fra sidste år, alle wyandotterne (mine rugemødre), den eneste høne, der lagde grønne æg og mine halvstore kyllinger, der gik sammen med med yngling, Sofia. Jeg er faktisk allermest ked af at have mistet Sofia, hun har været en fantastisk hønemor. De kyllinger, der gik sammen med hende fik en god opvækst med maksimal omsorg, hun lærte dem også at jeg ikke var farlig, så hendes kyllinger var altid ekstra tillidsfulde. Kyllingerne var de sidste sørgelige rester af mine MEDK.
Kalkunen, Bella, går stadig og hygger sig med hønsene; efter LU har jeg været nødt til at dele hønsene i stammer for at undgå hanekampe, så nu kommer hønsene ud på skift hver 4. dag og må finde sig i hønsegården resten af tiden. Den eneste, der har daglig udgang er Bella.
22. november 2011
Vi har lige haft vores lokale udstilling i Højmark. Jeg havde nogle kobberfarvede dværgmaran med til bedømmelse og desuden nogle gråstribede med i en PR-voliere. Jeg havde også nogle grønne æg med, de er resultatet af et krydsningsforsøg, jeg har lavet og æggene er helt utrolige i farven.
Det er absolut kun for sjov, at jeg har lavet dem, men jeg synes de er så fine.
Vi havde amerikansk lotteri, og jeg var så heldig at vinde to hovedpræmier:
19. oktober 2011
Nu nærmere vi os udstillingssæsonen, mine høns er blevet vaccineret mod ND og overskudshanerne ligger i fryserne. Jeg tror, vi er tæt på de første æg fra de unge hønniker. I år tror jeg simpelthen på, at de bliver godkendt med mindre, der sker et eller andet fuldstændig uforudset.
Vi er nogle stykker, der er i fuld sving med at forsøge at få en specialklub for maran op at stå i Danmark. Vi vil forsøge at holde en stiftende generalforsamling på LU.
7. september 2011
Nu er de fleste af mine kyllinger heldigvis ved at være så store, så nabokatten ikke længere kan tage dem, men jeg har dog mistet kyllinger så sent som i sidste uge. Det har betydet, at jeg kun har 1.1 tilbage af mine malaykyllinger, og 0.2 tilbage af mine MEDK samt 4.2 af mine kobberfarvede dværgmarankyllinger. Heldigvis har jeg et rimeligt antal af de gråstribede dværgmarankyllinger, og i morgen skal de vaccineres mod ND, så de kan komme med til årets udstilliger.
Jeg har også en lille MEDK-høne, der ligger på 5 æg. Det var SLET ikke planen, men eftersom nabokatten har ædt stort set alle de andre MEDK-kylllinger fra i år, har hun fået lov til at ligge. Jeg må lige have udtænkt en plan, til hvordan jeg undgår at disse kyllinger også bliver taget.
Jeg kan se, at mine gråstribede er bedre i år end sidste år; det har lønnet sig at være så hård i sorteringen sidste år, men der er stadig plads til forbedring :-)
Jeg har en del pæne dyr med fodbefjedring, både haner og høner.
Næste mål bliver at få dyrene endnu flottere, samt at få æggene endnu mørkere. Hos de gråstribede er æggene en antagelig mørk farve, og kan kategoriseres som maran-æg, men hos de kobberfarvede er æggene alt, alt for lyse, de ligner slet ikke maran-æg. Heldigvis er jeg med i et avlssamarbejde med den nogle medlemmer i den franske maranklub, og sammen skal vi nok få lavet de flotte dyr, der giver de rigtige, flotte maran-æg.
18. juli 2011
Årets kyllinger er ved at blive store og fine, jeg kan se at sidste års hårde sortering bærer frugt i år, der er stort set ingen kamfejl og farverne ser ud til at blive gode. Det er især de gråstribede maran, jeg har koncentreret mig om i år, men der er da også nogle kobberfarvede. Endelig har jeg et enkelt kuld dværg malay kyllinger og et par kuld MEDK kyllinger.
Jeg er begyndt at sortere mine kyllinger, der er allerede en del hanekyllinger med hønefarve, som er sorteret fra, og så har jeg med lidt blødende hjerte også valgt en hanekylling med superflot fodbefjedring og perfekt farve fra, MEN han havde en rigtig dårlig kam med tvillingtak og desuden var han blind på det ene øje. Øjet var nok en skade, han fik, da han var næsten nyklækket, så det gjorde ikke så meget, men kammen er jo meget arvelig. Jeg har også andre ret lovende hanekyllinger, ingen med helt så flot fodbefjedring, men dog ok, så jeg har valgt at satse på dem.
Igen i år bøvler jeg med naboernes katte, der hopper over indhegningen og ind i vores have, det koster desværre en del kyllinger, rigtig irriterende og ærgerligt, når vores egne katte aldrig rører kyllingerne. Den farlige tid er, når kyllingerne bliver mere selvstændige, og skrukken frigør sig fra dem, så er de altså sårbare.
17. maj 2011
Der er stadig gang i udklækningen af kyllinger, lige netop nu er der et kuld, der er ved at klække.
Jeg har fået nogle gode kontakter med nogle biavlere, de forærer mig deres dronetavler; så kyllingerne får et super proteinfoder på den måde, biavleren får en håndfuld æg, og alle er glade.
Ringene til årets kyllinger er i hus, og lige for tiden er jeg ved at beslutte mig for, om jeg vil udstille nogen af mine haner til årets haneudstillinger.
3. maj 2011
Der er sket meget nyt i hønsegården. Min dejlige mand insisterede på, at jeg skulle have en god rugemaskine (billeder på fotosiden), så jeg kunne få nogle flere kyllinger, så nu står der et vældig fint eksemplar og synkronruger med mine skrukker. Skrukkerne får så nogle ekstra kyllinger at passe, og kyllingerne får stadig den god opvækst hos en hønemor.
De første hold kyllinger er klækket, der er en del marankyllinger, og til min store glæde også nogle med dun på løbene.
Lidt moderne engelsk dværgkamphøns har også set dagens lys, og jeg håber på nogle dværg malay i næste omgang. Jeg har også lavet en “for sjov” blanding af mine zwerge grünleger og maran, hanerne bliver sikkert gode slagtedyr, og jeg håber, at hønerne kommer til at lægge æg med olivenfarvede skaller.
Jeg elsker bare tiden, hvor man ser de klukkende skrukker med hver sin flok kyllinger på tur i haven.
I påsken var der igen æg-landsudstilling, i år måtte jeg “nøjes” med 95 points, første- og andenpladsen havde 96 points, men jeg er nu rigtig godt tilfreds. Jeg havde en rigtig god dag i selskab med andre hønseentusiaster. Desuden bad den franske maransklub om jeg ville sende æg ned til deres æggedag, fordi mine æg fra de gråstribede er i en ret god kvalitet farvemæssigt.
8. februar 2011
Der er ikke så meget nyt endnu i hønsegården, men jeg har dog lige fået besked fra standardudvalget i DFfR om, at de kobberfarvede nu er optaget i standarden, så kan jeg bare håbe, at det lykkes for de gråstribede senere i år.
Min nye gråstribede avlshane er rigtig ved at træde i karakter, han tegner meget lovende.
31. december 2010
Så har vi været til LU, og det gik ganske godt, de kobberfarvede dværgmaran er nu anerkendt som race og farve i Danmark. Desværre manglede vi et enkelt point hos en af hanerne hos de gråstribede, men forhåbentlig klarer vi det næste år.
Mit avlsarbejde med de gråstribede blev dog påskønnet, idet den gråstribede høne med fjer på løbene fik 95 points; desuden fik jeg to kåringspræmier og en ærespræmie for mine høns og æg.
Jeg har allerede delt mine høns i avlsstammer til næste sæsons avl, men der går jo nogen tid inden jeg begynder at samle rugeæg.
Der er en ny hønserace, der er flyttet ind på matriklen: 1.2 dværg malayer i guld sort/hvedefarvet. Det er rare og tillidsfulde høns, som vi nok skal blive glade for. Til gengæld ligger Jensen (wyandottehanen) i fryseren, indtil videre vil jeg bruge mine wyandottehøner som professionelle rugemødre.
30. november 2010
Så er vi igang med årets hønseudstillinger, maranerne har været til to PR-udstillinger, hvor de ganske vist ikke har fået points, men hvor dommerne har været så venlige, at give dem venlige ord med på vejen. Wyandotterne har fået fine bedømmelser, hanen fik 94 p, den ene høne 95 p og den sidste høne 91 p og en bemærkning om, at hun var knap og nap færdig og havde potentiale til mere, så det var jo rigtig dejligt.
I weekenden 11. og 12. december har vi LU, hvor slaget for dværgmaranerne skal stå, der krydses fingre for for at de bliver godkendt til Standarden.
Jeg har meldt mig ind på et fransk maran-forum, og det er ret spændende.
Jeg har også fået nogle nye beboer i hønsehuset: 2.4 smukke legbarfarvede moderne engelske dværg kamphøns. De er utrolig søde og meget, meget tillidsfulde.

Recent Posts